Konklusion på Undervisningsministeriets tilsynsrapport
“Åskolen ER nogle dejlige elever og dygtige lærere. Det er kendetegnende, at jeg i alle timer har mødt meget venlige, imødekommende og engagerede lærere, som samtidig var velforberedte. Timerne har gennemgående været spændende og er blevet afviklet på en god måde. Eleverne/børnene har været meget tillidsfulde og åbne overfor nye indtryk. Det har været let for den tilsynsførende at få en god snak med børnene, der altid var imødekommende og venlige. Eleverne har gode og tillidsfulde relationer indbyrdes og i forhold til lærerne. Stemningen har i samtlige lektioner været god. Stemningen på skolen er god. Det er tydeligt, at børnene holder af deres skole.“
Se hele Undervisningsministeriets tilsynserklæring for skoleåret 2023-24 (pdf)
Åskolens evalueringskultur
Evalueringskulturen på Åskolen er – ligesom mange andre dele af skolen – under udvikling. Vi har sat en proces i gang, hvor vi i højere grad vil blive systematiske omkring vores evaluering af skolens undervisning og virke, det faglige udbytte og elevernes trivsel.
Vi har den daglige evaluering, som sker mellem medarbejdere, mellem medarbejdere og børn samt mellem medarbejdere og ledelse. Derudover er der den evaluering, som er sat i system; evaluering af projektforløb, emneuger og lejrture, hvor vi sammen forholder os til de pædagogiske, faglige og didaktiske perspektiver. Denne evaluering dokumenteres og gemmes, så den kan bruges i den fortsatte udvikling af skolen.
Vi har også løbende fokuspunkter, som vi arbejder med og evaluerer på. I skoleåret 23/24 har der været fokus på skolens kultur og højtider. Dette arbejde fortsætter ind i skoleåret 24/25, hvor vi dog i særdeleshed har fokus på morgensamlinger samt på projekt- og emneforløb.
For at evalueringen skal kunne bruges fremadrettet, arbejder vi med at udvikle en model for opfølgning og handlingsplaner for arbejdet.
Regelmæssig underretning om elevernes udbytte af undervisningen
Klasselærer sender ugentligt orienteringsbreve hjem, hvor der redegøres for afsluttede og aktuelt forestående forløb, for arrangementer og for tiltag i klassen.
Der afholdes 1-2 årlige forældremøder. På disse møder fortæller lærerne også om mål og fokus i undervisningen. 1-2 gange om året holdes der trivselssamtaler. Eleverne deltager som udgangspunkt i samtalerne.
På Åskolen lægger vi vægt på en tæt dialog mellem skole og hjem. Forældrene opfordres til at kontakte klasselærer, hvis der er behov for det. Dette gøres via vores intranet ‘Viggo’, og herfra kan der aftales telefonsamtale eller møde. Den tætte kontakt er afgørende for at kunne arbejde sammen om børnenes faglige og trivselsmæssige udvikling.
På skolen holdes flere arrangementer, hvor forældrene kan opleve elevernes udbytte af undervisningen, for eksempel teater, koncerter, udstillinger, projekt- og emnefremlæggelser.
Tests
Vi vælger at lave faglige tests på Åskolen, når det kan give lærerne et bedre overblik over, hvor eleverne eller eleven ligger fagligt, og hvor der kan sættes ekstra ind. Vi gør, hvad vi kan for, at eleverne ikke oplever situationen omkring testning som et pres, men som en almindelig arbejdsopgave, som stilles.
Afgangsprøver
På Åskolen arbejder vi hen imod, at eleverne skal gå til afgangsprøver i 9. klasse. Dette vil vi gøre med størst muligt fokus på, at det ikke må blive for stort et pres for børnene, og vi vil derfor forsøge at gøre det til så naturlig en del af skoleforløbet, som vi kan.
Forældre evaluerede Åskolen
Forældre evaluerede deres oplevelse af at have et barn på Åskolen. Evalueringen omhandlede trivsel, faglighed, SFO, kostordning og kommunikation mellem skole og hjem. Se resultaterne af forældrenes evaluering.