På Åskolen er der kostordning med morgenmad, formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad.
Frokosten er et af dagens højdepunkter.
Vi spiser varieret og sund mad, som vores dygtige kokke-team serverer på buffeten hver dag klokken 11.30.
Økologisk mad
Vi spiser meget grønt og frugt, og salatbaren varierer efter årstidens grønsager, så vi udfordrer børnenes smagsløg. Børnene smager altid på maden og bliver modige af at smage oliven og feta.
Barnet kan altid smøre sig en rugbrødsmad, hvis barnet slet ikke kan lide frokosten.
En dag om ugen spiser vi fisk, og vi har en ugentlig suppedag.
Langt det meste af maden bliver lavet fra bunden af, og næsten det hele er økologisk.
Fællesskab og fælles mad
Børnene spiser med god appetit, og det skaber et dejligt fællesskab, at alle spiser det samme. Det er også rart at spise sammen børn og voksne på tværs af klasser.
I undervisningen snakker vi om kost og ernæring, og undervisningen fortsætter helt naturligt i samtaler omkring frokostbordet om, hvordan man fylder sin tallerken op på en ernæringsmæssig god måde.
Sund mad giver fysisk og psykisk overskud
Når du spiser sundt, har du mere fysisk overskud, og du holder dig frisk i hovedet – hele dagen.
Under frokosten holder vi altid madro i 10 minutter, så børnene hviler ørene og slapper af under måltidet.
I morgen-SFO serverer vi morgenmad mellem klokken 7 og 7.30. Om formiddagen spiser børnene frugt, og til SFO-børnene er der eftermiddagsmad.